Tegnefestival On Tour 2016 Teaser (1)

Horsens, here we come

I 2016 har Copenhagen Comics udvidet samarbejdet med DM i Tegning og deltager på festivalen med workshops og udstilling.

Tegnefestival i Horsens er en hel uges tegneaktiviteter som kulminerer i DM i Tegning i weekenden. Tegnefestival besøgte Copenhagen Comics på festivalen i 2015 med workshops og livetegning og vi har nu udvidet samarbejdet og deltager ved Tegnefestival i marts 2016. Et af temaerne ved årets tegnefestival er comics, og vi ser det som en god mulighed for at komme ud i landet og hejse tegneserieflaget.

Hvert år finder DM i Tegning de dygtigste og mest kreative, unge tegnetalenter i Danmark. Konkurrencen har som mål er at synliggøre tegnefaget. På Copenhagen Comics i 2015 fik børn og unge en hel ny plads på festivalen, og vi ser derfor en særlig fordel i at samarbejde med DM i Tegning om fremtidens tegnere og sætte tegning og tegneserier på dagsordenen.

Mød Copenhagen Comics i Horsens
I weekenden d. 16.-17. april kan man møde Copenhagen Comics i tegnekuben. Vi sætter papir på væggene og danner sammen en stor tegnet fortælling. Kig forbi og mød måske den kommende Karoline Stjernfelt eller Peter Madsen. Det bliver sjovt!

Copenhagen Comics står i løbet af ugen bag workshops, foredrag og en udstilling med danske tegneserietegnere i Horsens by. Man vil blandt andet kunne støde på tegninger af Nikoline Werdelin, Signe Parkins, Rune Ryberg og Peter Madsen. I samarbejde med DM i Tegning har vi arrangeret workshops for de deltagene børn og unge med Karoline Stjernfelt og den britiske tegner Barry Kitson, der har tegnet utallige tegneserier for Marvel og DC, der også begge holder foredrag på festivalen. Følg med på vores og Tegnefestivalens Facebooksider, hvor programmet løbende bliver annonceret.

Vi har en god ven af huset med til Horsens, nemlig Blågårdens Bibliotek, som er meget stærke på tegneserier, og den viden tager de med til tegnefestival.

Kom med!
DM i Tegning løber af stablen på Horsens Kunstmuseum og du kan læse meget mere her.

Der er tegnekonkurrencer som alle børn og unge mellem 9-21 år kan deltage i hvor man kan vinde en af de mange tegnediscipliner. Alle kan deltage, man skal blot lave en hjemmeopgave inden d. 14. Marts.

Hvis du eller dine børn vil deltage i festivalen, besøger DM i Tegning store dele af landet i ugerne 7-9. Den 28. februar er Tegnefestival On Tour på Statens Museum for kunst, hvor man kan prøve kræfter med blyantsakrobatik og post-it kunst på SMKs scene. Det er gratis, men nødvendigt med tilmelding her.