CoCo Ny Dato

Ny dato for Copenhagen Comics – 5.-6. juni 2021

Danmark største tegneseriefestival flytter arrangementet til den 5.-6. juni 2021 – men forbliver i Øksnehallens velkendte rammer.

Når Copenhagen Comics løber af stablen for niende gang i 2021 bliver det nok engang med en alenlang gæsteliste af tegneserieskabere fra ind- og udland, massevis af standholdere og med deltagelse af flere tusinde tegneserieglade gæster.

Tegneseriefestivalen var oprindeligt planlagt til februar måned, men grundet forskellige omstændigheder, der ikke relaterer sig til Covid19-krisen, har Øksnehallen i København fået mulighed for at tilbyde Copenhagen Comics at rykke arrangementet til en af de eftertragtede sommerweekender. 

Det tilbud har Copenhagen Comics taget imod, og derfor løber den niende festival af stablen den 5.-6. juni 2021.

“Tegneserier, sol og sommer hører helt naturligt sammen, så derfor er vi glade for at kunne afholde tegneseriefestival i juni 2021. Samtidig har forårets Covid19-krise indlysende haft indflydelse på vores planlægningsarbejde, så det er rart at få nogle ekstra måneder til arbejdet med at stable arrangementet på benene,” fortæller Anthony Verniere, formand for Copenhagen Comics.

Brug for masser af frivillige

Det kræver opbakning fra frivillige kræfter at lave en tegneseriefestival som Copenhagen Comics, og allerede nu er der brug for flere frivillige hænder til blandt andet planlægning af scene aktiviteter, events, udstillinger, workshops, børneområde, kommunikation, marketing og ikke mindst til at søge fondsmidler og finde sponsorer. Og når juni måned nærmer sig bliver der også behov for alskens praktisk hjælp.

Så hvis du gerne vil have mulighed for at sætte dit fingeraftryk på Danmark største tegneseriefestival, så skriv til vores frivilligkoordinator: kristian.smith.larsen@copenhagencomics.dk 

Salg af stande

Salget af stande på Copenhagen Comics 2021 planlægges til at starte i januar måned med et ‘early bird’ tilbud til de hurtige – det er ikke muligt at booke stande før da.