Laesforlivet

Giv dine gamle tegneserier til udsatte børn og unge

Tag dine brugte tegneserier med på festival og giv dem til Læs for livet. De samler brugte bøger og tegneserier ind og opretter mini-biblioteker på steder for sårbare og udsatte børn og unge.

Læs for Livet er en nonprofit-organisation som giver udsatte børn og unge adgang til gode bøger i hverdagen. Ved at skabe læselyst forbedrer man også børnene og de unges livskvalitet og støtter deres mulighed for at bryde den sociale arv. De indsamlede bøger bliver fordelt på mini-biblioteker på for eksempel krisecentre, børnehjem, døgninstutioner med mere.

Ligesom Copenhagen Comics er Læs for livet en forening der afhænger af frivillige kræfter og de har indtil videre samlet over 25.000 brugte bøger ind.

Giv dine tegneserier til Læs for livet

Du kan hjælpe til, ved at tage de tegneserier du ikke længere selv læser med på festivalen og donere dem i Læs for livets stand. Tegneserierne skal være i nogenlunde stand og ikke for gammeldags, og være rettet imod børn og unge voksne i alderen 0-23 år.

Hvis du er i tvivl, så er tommefingerreglen, at tegneserien skal være i en stand så du ville give den til et barn eller ung voksen du selv kender:)

Flere tegneserier ud til børn

Læs for livet er ligesom Copenhagen Comics, en frivillig forening. Copenhagen Comics fejrer tegneserier i alle afskygninger og i år har vi særlig fokus på tegneserier til børn, som har været næsten glemt på det danske tegneseriemarked i flere år – det prøver vi at råde bod på, og det skal ikke kun være for de børn der kommer på festivalen.

Vi er derfor rigtig stolte af, at have Læs for livet på festivalen, og vi håber at rigtig mange af vores gæster vil benytte lejligheden til at rydde op i tegneseriebunken.

Hvad hvis jeg ikke vil slæbe alle mine tegneserier?

Hvis du har så mange tegneserier du vil af med, at du ikke kan slæbe dem helt til Øksnehallen kan du både sende dem direkte til Læs for livet eller aflevere dem på udvalgte biblioteker. Læs mere om det her.

8061130

Mød Rachel Röst – kvinden bag Læs for livet

Rachel Röst er stifteren af Læs for livet – og hun læste selvfølgelig også tegneserier som barn! Hendes favoritter var Fantomet, Natascha og Lucky Luke. Som voksen er hun gået over til webcomics, som for eksempel Lunarbaboon og Hyperbole and a Half.