Phillipa Rice

Tumblr-tegner Phillipa Rice til Comics

Den britiske mixed-media-kunstner, tegneserieskaber og animator, Philippa Rice, kendt for Tumblr-striben My Cardboard Life og den selvbiografiske tegneserie Os to (org.: Soppy), gæster Copenhagen Comics 2015 sammen med en af sine ‘tegneseriefigurer’ – kæresten og tegneserieskaberen Luke Pearson.

Rice debuterede i 2008 med My Cardboard Life, en på mange måder klassisk humoristisk stribe med en særpræget, sød humor, om papfiguren Cardboard Colin og papirklippet Paper Paulines gøren og laden. Striberne, der består af sekventielle fotografier af papirklip og papfigurer med påtegnede og påklistrede detaljer og dialog, udfordrer og fornyr dog også den klassiske stribeform via den mixed-media-æstetik, som er blevet Rices varemærke og har givet hende et solidt og aktivt Tumblr-publikum.

Os to, der ligeledes startede som onlinetegneserie på Tumblr, henter ifølge Rice visuel inspiration fra den verdenskendte modeskaber Yves Saint Laurents mindre kendte tegneserie La Vilaine Lulu og er ligesom inspirationskilden farvelagt eksklusivt i sort, rød og hvid. Serien repræsenterer intime øjeblikke fra Rice og Pearsons liv sammen på morsom, rørende og rammende vis. Som følge af den megen positive opmærksomhed, serierne er blevet mødt med på Tumblr, er både My Cardboard Life og Os to nu udgivet på tryk.

Phillipa Rice præsenteres i samarbejde med Forlaget Damgaard.

Copenhagen Comics glæder sig til at byde Philippa Rice velkommen til Danmark den første weekend i juni 2015!

Læs mere om Phillipa Rice her og hent pressemeddelelsen her.