Vi har valgt Petra Hauthorn Svennevig til at skabe årets plakat. I 2023 blev hun uddannet fra The Animation Workshop og nu arbejder hun som illustrator, baggrundsdesigner og tegneserieskaber.
Vi spurgte hende, hvordan hun fandt sin inspiration til årets plakat:
“Årets tema er håb, og for mig handler det især om alle de menneske, der lægger kræfter i at gøre noget godt for hinanden. Vi har masser af de mennesker i tegneseriermiljøet, både frivillige, aktivister, skabere, undervisere, og mange mange flere.
Derfor fik jeg idéen til “taleboble-haven”, hvor alt muligt fantastisk gror frem fra vores lille økosystem.”

Hun uddyber yderligere sin tegnestil og proces:
“Plakaten er tegnet med blækpensel og farvelagt med collage. Jeg har valgt klare stærke farver, både fordi gul og magenta spiller rigtig godt sammen med Copenhagen Comics cyanblå, og fordi jeg synes håb skal være noget med spræl i.
Jeg tegner rigtig meget på computer til hverdag, hvor jeg laver baggrunde til animation, så når jeg laver mine egne illustrationer og tegneserier, elsker jeg at dykke ned i det taktile og analoge.
Jeg elsker alt som er skævt, finurligt og menneskeskabt, og det er lige præcis det jeg synes vi fejrer på Copenhagen Comics”.
