Oplev Sofie Riise Nors på Copenhagen Comics 2024

Feminist, samfundsdebattør, illustrator og tegneserieskaber Sofie Riise Nors besøger Danmarks største tegneseriefestival. Foto: Malene Nelting

I april udkommer Sofie Riise Noors nye graphic novel Jeg var din muse. Med skarp satire stiller hun skarpt på musen gennem historien, i mytologien og i vores samtid. Hun giver mikrofonen til kvinder, der har stået i skyggen af mænd og deres kunst.

Memekonto-administrator, tegneserieskaber, illustrator, forfatter og foredragsholder. Sofie Riise Nors’ CV er efterhånden langt og byder på feministisk og normkritisk satire, hvor hun advokerer for retten til at dyrke det feminine og sexede uden skam.

I 2017 dimitterede hun fra Designskolen Kolding. I 2019 illustrerede hun Gode Kasser af Ditte Hansen og Louise Mieritz.

I 2021 debuterede hun som tegneserieforfatter med Sexmagasinet vol. 1. En feministisk graphic novel, der behandler emner som feminitet, det mandlige blik, sexualitet og skam.

I år udkommer Jeg var din muse hvor Sofie Riise Noors undersøger, hvad det vil sige at være nogens muse og hvilke fordele og farer, der er i at være objektet for andres kreativitet. Hun lader kvinderne fortælle deres side af historien og retter samtidig sin kritiske linse mod de mænd, der har udnyttet og misbrugt kvinder i “kunstens navn” 

Du kan møde Sofie Riis Noors og mange flere spændende gæster på Copenhagen Comics den 18.-19. Maj 2024

Avanceret søgning